Så går vi til enkebal
Hjemme i vor dansehal
Der er fest og god musik
Og kulørte lamper
Sådan sang Katy Bødtger, da hun i 1973 fik et stort hit med en særdeles tyskinspireret polkaschlager af rang med trompeter, tuba, kulørte lamper og det hele. Sangen lå på Dansktoppen fra uge 15 til og med uge 24, heraf fire uger på henholdsvis første- og andenpladsen.
Sangen med Katy Bødtger fik også et langt liv på salgslisten, hvor den godt nok kun nåede tredjepladsen, men med i alt 11 uger altså også blev spillet flittigt i Top 30-programmet. Sangen har siden opnået den for slager- og popmusik sjældne status at blive nævnt i de danske ordbøger. Her refereres der nemlig til sangen, hvis man slår op under begrebet enkebal.
At der så faktisk er tale om en gammel og elsket salme, Just Over in The Glory Land, som desuden tilhører standardrepertoiret indenfor såvel traditionel jazz som bluegrass country, er noget svært at høre, men ikke desto mindre tilfældet.