Finanskomiker - Finn Nørbygaard

Efter et par umådeligt hårde år, hvor han bl.a. sad tre måneder i slåbrok, er komikeren Finn Nørbygaard efterhånden ved at være sluppet helskindet ud af det uheldige møde med IT Factory og daværende direktør Stein Bagger.

Seneste regnskab fra hans private virksomhed viser både overskud og en gældspost, der er kraftigt på retræten, og ifølge entertaineren kan han takke sine mange foredrag landet over for, at det nu igen tegner lyst for ham.

»Jeg har simpelthen knoklet som en sindssyg og kørte 62.000 km det seneste år for at holde foredrag over alt i landet. Krisen og skandalen i IT Factory vækkede noget i mig, og jeg brænder for at arbejde min gæld af og betale folk deres penge tilbage,« siger Finn Nørbygaard.

Han understreger, at selve driften af hans virksomhed i dag er styret af en advokat fra firmaet Lett, så han derfor helst ikke vil udtale sig om konkrete tal i regnskabet.

I dag kan han selv se på hans egen katastrofale it-investering med en vis humoristisk distance, men det kommer bag på komikeren, at folk fortsat er så vilde med at høre om hans bitre erfaringer fra finansverdenen.

»Jeg er selv overrasket over, at mine foredrag stadig er så efterspurgte,« siger Finn Nørbygaard.