>Cykelsportforedrag - Jørgen Leth<


Mødet kan kun få ét ganske bestemt resultat, når Danmarks honorære konsul på Haiti, Jørgen Leth, på mandag er kaldt til samtale i Udenrigsministeriet: En fyreseddel med øjeblikkelig varsel. Alt andet vil være helt uacceptabelt.

Årsagen er naturligvis hans selvbiografi, "Det uperfekte menneske", hvor han åbenhjertigt fortæller om sit (mis)brug af fattige lokale piger på 16-17 år. Han betaler eksempelvis skolegangen for en af dem - hvorefter hun står til hans rådighed seksuelt.

Bogen har fået vældige roser af anmelderne, og forlaget Gyldendal glæder sig over et godt salg.

Men et lille tankeeksperiment må være på sin plads: En overvægtig, svedig og temmelig ubegavet dansker sidst i 60'erne med grimme tænder og svært ved at formulere sig flytter til Thailand. Her indretter han sig med skiftende 17-årige lokale piger, som står seksuelt til hans rådighed, fordi han nu engang har flere penge end dem og måske sende en skilling til familierne.

Forargelsen var stensikker, hvis en sådan historie blev kendt i Danmark. Politikere på stribe ville kræve lovindgreb, der kunne ramme manden, selvom de angribelige forhold foregik i Thailand og måske endda var lovlige der.

Men Leth er intellektuel, en begavet filmskaber og en mand, der nyder stor respekt for sit mangeårige virke som tv-kommentator af cykelløb. Samtidig omgås han stribevis af danske kulturpersonligheder - hans bog er proppet med namedropping. Han er ganske enkelt en af vennerne i det kulturelle Danmark, så anmelderne svang sig højst op til at bemærke et vist ubehag ved den del af Leths biografi.

Derfor bliver han kaldt libertiner - selv om betegnelsen gammel gris er langt mere præcis.

Det må være ganske op til TV 2 selv at afgøre, hvorvidt stationen fortsat vil bruge Jørgen Leth som kommentator. Formentlig har manden ikke begået nogen strafbar lovovertrædelse på Haiti, og Gyldendal er naturligvis i sin gode ret til at udgive bogen.

Men på ét punkt er kæden hoppet af: En mand med en sådan moral, en sådan overmenneske-holdning til lokale piger, han kan ikke repræsentere det officielle Danmark som honorær konsul. Hvis han ikke straks fratages titlen, har den danske stat accepteret misbruget.